SPOILER ALERT: I år er det 20 år siden mugglere verden over første gang lærte Harry, Ron, Hermione, Dumbledore, Du Ved Hvem og alle de andre at kende. Siden er bøgerne  blevet lavet til film, der er kommet en masse spin-off produkter for de inkarnerede fans, man kan besøge Harry Potters magiske verden i Orlando, Florida og meget, meget mere. Hvorfor er J.K. Rowlings bøger om Harry Potter stadig så populære?

Du kan sikkert huske din første store læseoplevelse. Jeg kan i hvert fald huske min egen. Jeg kan huske, da jeg åbnede J.K. Rowlings Harry Potter bøger for første gang,  gik igennem portalen til Perron 9 ¾ og steg på Hogwarts Ekspressen sammen med Harry og hans venner. Det var – undskyld udtrykket –  en magisk oplevelse. Jeg var 13 år på det tidspunkt den aften d. 30 december i år 2000, da jeg fik den første bog om Harry Potter – “Harry Potter og De Vises Sten” – i en forsinket julegave af mine bedsteforældre.

J.K. Rowlings Harry Potter bøger er eventyrlige

Min fascination ved Harry Potters univers skyldes nok, at jeg altid har været vild med eventyr. Inden jeg risikerer at få op til flere af de utilgivelige forbandelser kastet imod mig fra flere inkarnerede fans på den anden side af skærmen, vil jeg gerne lige slå en ting fast: J.K. Rowlings bøger om Harry Potter tilhører fantasygenren. Okay, jeg ved godt, at nogle  mugglere vil hævde, at fantasy og eventyr er det samme. Som den store fan jeg var og er, vil jeg tillade mig at være dybt uenig. Indrømmet, der er overlap, men det er sjældent, at der optræder “break throughs” i eventyr. Break throughs, som du ser i Harry Potter eller i  noget så klassisk som Lewis Carrols “Allice i Eventyrland” fra 1865, hvor Alice falder ned i et kaninhul.

Hvis du bare et øjeblik hopper med på legen, er der faktisk mange eventyrtræk i bøgerne om Harry Potter.

Du har en antihelt, som går grueligt meget igennem. Han vinder så ikke prinsessen og det halve kongerige, men han bekæmper det onde, når han dræber DU Ved Hvem.

Du har også eventyrtallene –  3,  7 og 12 – flere gange:

  • Harry indgår i et trækløver med Ron og Hermio.ne
  • Harry og de andre skal finde og ødelægge syv Hocruxer for at Harry til sidst kan dræbe Du Ved Hvem.
  • Eleverne på Hogwarts skal gå på skolen i syv år for være uddannet i magiens kunst.
  • Harry arver Grumstedplads nr. 12 af sin gudfar, Serius Black, da han omkommer på tragisk vis efter et sammenstød imellem Dødsgardisterne og Fønixordenens medlemmer i Ministeriet for Magi i den femte bog i serien – “Harry Potter og Fønixordenen”.

Har jeg glemt nogle tilfælde? Det har jeg sikkert, men jeg tror, du har fanget pointen, nøjagtig som Harry, der fanger det Gyldne Lyn i Quidditch og scorer 150 point for Gryffindor.

Et sidste tydeligt eventyrtræk, som du finder i J.K. Rowlings bøger om Harry Potter, er forskellige karaktertyper – hjælpere og modstandere. Uden mad og drikke dur Harry ikke ikke, og det samme gælder i eventyr. Helten skal have nogle hjælpere, som hjælper ham og handlingen frem, og nogle modstandere, så vi læsere kender forskel på godt og ondt. Harry, Ron og Hermione, er de bedste venner, men læst kynisk er Ron og Hermione kun hjælpere. Læg mærke til, at Harry altid står alene over for ondskaben, når det virkelig gælder. Ron og Hermione bliver nemlig  sat ud af spillet inden slutningen.

Skurkerollen indtages suverænt af Voldemort. Lad os dog kalde ham ved hans rigtige navn. Nogen indvendinger? Jeg er sikker på, at Dumble ville være enig med mig her. Nå, men for at komme videre indtager Malfoy også en fin skurkerolle. Jeg ved ikke med jer, men jeg afskyede ham i hvert fald, da jeg var teenager:

Han er fuldblodstroldmand, ingen af hans forældre er døde, og så tror han meget om sig selv. Harry derimod er halvblodstroldmand, han er forældreløs, og så er han ydmyg. Al min sympati gik derfor  ubeskåret til Harry. Når jeg kigger tilbage på, hvordan Malfoys historie udvikler sig igennem J.K. Rowlings syv bøger om Harry Potter, kan jeg nu se, at Malfoy kæmper med lige så mange almenmenneskelige problemer som Harry og de andre gør. Heri ligger nok den besværgelse, som har kunnet fortrylle mig og andre mugglere verden over i de sidste 20 år.

J.K. Rowlings Harry Potter bøger er almenmenneskelige

Det lyder måske mærkeligt, når jeg lige har sammenlignet bøgerne om Harry Potter med et eventyr. Nej, vent lidt. Det lyder måske slet ikke så mærkeligt endda. Ligger der ikke også noget almenmenneskeligt i eventyr? Er det ikke det almenmenneskelige, som gør, at vi hepper på Klods Hans, når han skal op til prinsessen den dag, hvor hendes far steger hanekyllinger?

Jeg ville enormt gerne kunne sige  med sikkerhed, hvad der fascinerer mig ved J.K. Rowlings Harry Potter bøger. Nu, imens jeg skriver dette blogindlæg, ville jeg ønske, at jeg kunne besøge Dumbledores kontor. Her ville jeg så finde Mindekarret og med en hurtig bevægelse ville jeg trække de minder ud af hovedet, som det drejede sig om, lade dem dumpe ned i karret og genopleve dem. Det kan jeg ikke, så du, kære læser, må nøjes med en ung mands gisninger om, hvad der rørte sig i hans eget hoved, da han var teenager.

Jeg er helt sikker på, at det var det almenmenneskelige:

  • Noget om venskaber
  • Noget om den første forelskelse
  • Noget om at gå fra barn til voksen
  • Noget om at høre til.
  • Noget om at tvivle på sig selv og sine evner.

Ralph Fiennes, der spiller Voldemort, har engang sagt, at hvis man pillede al magien ud af J.K. Rowlings Harry Potter bøger, ville de ikke være for børn. Det synes jeg er meget sigende. Selvfølgelig er der nogle overfantastiske elementer i bøgerne – og de skal være der – men Harry Potters verden er simpelthen så gennemarbejdet og helstøbt, og det er med til at understøtte bøgernes almenmenneskelige elementer.

Det er også meget menneskeligt ikke at vide alt. Derfor er Harry for mig at se den perfekte hovedperson. Han ved nemlig lige så lidt, som jeg gjorde som læser d. 30 december i år 2000. Harry har dog for førstegangslæseren et uventet ben i hver lejr. Han har en gådefuld fortid, som binder ham til den magiske verden i kraft af sit fædrende ophav. Hans uvidenhed om de dramatiske begivenheder i hans fortid gør også, at han har lov til at stille spørgsmål, uden at det bliver fortænkt.

Lad os lave et tankeeksperiment: Ville Ron eller Hermione kunne fungere lige så godt som hovedperson? Nej, det tror jeg ikke. Han voksede op i den magiske verden, og hun ved for meget om den verden, selvom hun er muggler. Harry derimod indeholder lige den rette kombination af uvidenhed og tilhørsforhold, der skal til for, at han er den perfekte hovedperson. Det er i hvert fald den kombination og så det almenmenneskelige, der for mig stadig gør J.K. Rowlings Harry Potter bøger til så meget mere end bøger.

J.K. Rowlings Harry Potter bøger er meget mere end bøger

Harry Potters magiske verden er vokset ud over sine grænser. Jeg tror næppe, jeg fornærmer nogen læseglade mugglere ved at sige, at portalen til Perron 9 ¾   imellem Perron 9 og 10 på King’s Cross Station i London for længst er brudt sammen. Den magiske verden fylder simpelthen mere og mere:

  • Du kan møde Harry og hans venner på lydbog og e-bog.
  • Du kan spille sammen med dem i forskellige konsolspil
  • Du kan se filmene, der er lavet over bøgerne.
  • Du kan læse andre bøger af J.K. Rowling, som foregår i Harry Potters verden.
  • Du kan gå i Harry og hans venners fodspor i temaparken, der er lavet i orlando,  Florida.

Jeg vil populært sige, at at læseoplevelsen er blevet kraftigt udvidet i de sidste 20 år. Det gør heller ikke så meget. Der var dog intet som at åbne en ny bog om Harry Potter, når den lige var udkommet. Jeg var ikke en af dem, som lå i kø foran den nærmeste boghandel, men det var tæt på.

Jeg husker stadig, da jeg fik min første bog om Harry Potter d. 30. december i år 2000 som en forsinket julegave af mine bedsteforældre. Jeg var 13 år. Dagen efter fyldte jeg 14 og fik bog nummer 2 – “Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” –  i fødselsdagsgave. I år fylder jeg så 30. Den sidste bog i serien – “Harry Potter og Dødregalierne” – udkom for 10 år siden. Minderne lever dog stadig, og det gør Harry også. Han er jo drengen, der ikke kunne slås ihjel. Resten er historie.